Vertriebsbüro in Frankreich

I over 20 år har vi boet ved foden af Larzac.
Siden 2010 har vi haft kontoret »direktemang« ovenpå.

»DER LARZAC« var i 70’erne en myte, forbundet med et område, der i sin afsides beliggenhed og vildskab bedst kan sammenlignes med Schwäbische Alb. Men da der ikke bor svabere på Larzac, men derimod franskmænd, der var truet af revolutionen, kan dens historie heller ikke sammenlignes med en svensk spøg; snarere blev dens historie i 1999 til alvorlig virkelighed, da en McDonald’s i Millau blev revet ned.

Larzac er med sine næsten 800 meters højde en af de mange højsletter i det sydvestlige Frankrig, ca. 3 timers kørsel fra Barcelona. Her begynder den rullende spanske „R“-udtale. I maj blomstrer betagende smukke orkideer langs vejkanterne og på de stenede enge, og det er herfra, den verdensberømte Roquefort-ost stammer.
Tågede novemberdage midt på sommeren er ikke nogen sjældenhed. Det samme gælder en strålende blå himmel i en stædig februar. Regnvægge, der dannes på få sekunder, kan jage en højsommervarme, der har varet i dagevis, væk. Hurtigere end man kan nå at tænke, bliver en let regnbyge til sne, og på et øjeblik glider selv fårene foran kontoret ud på det glatte is.

Befolkningen er af en særlig slags: tilbageholdende, stolt og arbejdsom. De begavede børn kom tidligere på præsteseminariet i Rodez, mens de andre som altid fulgte familietraditionen, hvad enten det var som hyrder, landarbejdere, i kældrene i Roquefort eller, hvis det skulle være, som løsdrivere på »Grande Café« eller »Chez Albain«.

I dag ser det hele ud til at være lidt anderledes. Måske finder man et job ved Millau-viadukten, i turistbranchen eller »alligevel noget« i Roquefort.
Kun én ting forbliver den samme: Alle er i sidste ende glade, når børnene og børnebørnene har fundet et job i det fjerne Paris, og dermed er der sat en stopper for det hårde liv i det fattige departement Aveyron (i det mindste for den egen familie). Som en sidebemærkning er det interessant at vide, at en stor del af de parisiske bistroer ejes af »udvandrere« fra Aveyron. Det lokale regionale køkken har et fremragende ry, for det stort set uberørte landskab leverer livsnødvendigheder, der i mellemtiden er blevet en luksus: porcini-svampe, kastanjer, fåreost, lammekød, skovbær og vildt.

Højderyggen har i århundreder været fejet tom af vindene. Der er ingen træer, kun lave buske. Der er derfor heller ingen frugtbar jord, kun stenede områder. Intet beskytter, intet er beskyttet. Vinden suser om ørerne på os, driver tårerne i øjnene og alt levende ind i stalde og huse.

Da den franske regering i 1970’erne ledte efter områder til militærøvelser, faldt valget hurtigt på Larzac. En forladt region, hvor jordbesiddelserne ofte kun var i hænderne på børn og børnebørn, der boede langt væk i de fjerne storbyer. De lokale landmænd klarede sig med nød og næppe, afhængige af de store mejerier i Roquefort-industrien.
Sådan så de daværende demonstranter på det.
30 år senere er deres vision om en uafhængig landbrugsdrift synlig på stedet og kan »købes« i økobutikkerne. Men mere om det senere.

Som det nu engang er i livet, var der allerede dengang nogle landmænd, der ikke ville tolerere udvidelsen af den allerede eksisterende militærzone. Den statslige plan gik ud på, at hele Larzac skulle blive et militært spærreområde. Man skulle ikke længere kunne køre igennem »dødens træningslejr« (»champ d’entraînement pour la mort«), men i stedet være nødt til at »køre en omvej« langt udenom.
Men dette var ikke den største bekymring; langt værre var erkendelsen af, at et naturområde skulle blive til en krigszone.

Før indbyggerne i landsbyen La Cavalerie og den øvrige befolkning nåede at reagere, havde Paris allerede opkøbt en hel del jord og var blevet den største og vigtigste ejer af et uberørt naturområde. Dog ikke for at bevare det, men for at omdanne det til en krigszone.

I 1971 begyndte den legendariske mobilisering, en komethaling af 68-bevægelsen. Hundredvis strømmede til Larzac, overnattede i telte, opførte en demonstrationsby og besatte jorden. Man blev så længe, man havde penge eller ferie, og nogle blev, indtil modstanden var konsolideret. I Tyskland deltog vi ivrigt i demonstrationer for et »frit Larzac«. Den hårde kerne, Larzac-pendlerne, holdt os opdateret ved regelmæssige informationsaftener.
Selv var jeg midt i det hele dengang i Heidelberg, selvom jeg (ærligt talt) ikke rigtig vidste, hvor Larzac lå. I den tidens virkelighed var Sydfrankrig en eventyrrejse langt væk.
For medløbere som mig havde skæbnen åbenbart en mere markant plan i ærmet. Og således er jeg endt her, sandsynligvis som det sidste levn fra Heidelberg-initiativet »For et frit Larzac«.
I tråd med Larzacs motto »For et frit liv« har vi i årevis kæmpet og slæbt, investeret enormt meget tillid og arbejdskraft i en selvstændig tilværelse og klaret frihedsspringet i dette særegne landskab med sin egenrådige historie.

Men vi er ikke de eneste – historien fortsætter:
Indtil udvidelsesprojektet af militærlejren blev opgivet i 1981, havde den franske stat opkøbt 6.300 hektar jord, fordelt på 12 kommuner. I mellemtiden – efter 10 års kamp – var mange af demonstranterne og modstandsfolkene på Larzac blevet fastboende, havde fundet et job i Millau (som f.eks. Michèle Vincent som leder af bybiblioteket), sammen med medkæmpere stiftede et ostekooperativ (som André Parentie, hvis fåreost sælges som en specialitet i tyske økologiske butikker) eller endda gjorde karriere i europæisk politik (som José Bové).
Sammen med de landmænd, der havde deltaget i modstanden, og husbesætterne (eller rettere sagt gårdbesætterne) på de jordarealer, som militæret havde opkøbt, blev der oprettet et administrationsselskab (SCTL). Dette skete efter hårde forhandlinger med forsvarsministeriet og med en tidsbegrænsning på 30 år. Denne frist udløb i 2013 og blev forlænget yderligere takket være de stadig aktive »Larzacianere«: »the show goes on«, og Larzac forbliver et forbillede for genoplivning og bevarelse af et enestående landskab.
Selvom dette paradisiske område ligger lige ved siden af den højteknologiske Millau-bro, gennemskåret af en motorvej og oversvømmet af turister, kan unge landmænd leje sig ind på en gård og drive den, indtil de går på pension. Derefter finder man sammen med præsidiet for de 85 associerede medlemmer en løsning for tiden derefter. Også det forsøger man at regulere.

Målet for den 2. forening (GFA), der opstod ud af protestbevægelsen, var at opkøbe jord for at »snuppe den lige for næsen af militæret«. Der købes fortsat jævnligt jord (nu 1.200 hektar), så flere landmænd kan slå sig ned på Larzac uden egen økonomisk investering, men også uden ejerskab, da hvert nyt køb ligeledes tilhører fællesskabet.

Mange af landbrugsbedrifterne er i mellemtiden omstillet til økologisk drift. Vi besøgte ostefabrikken »Bergers du Larzac«, der tilhører foreningen, i 1993 sammen med Hermann Beer og Bruno Schilcher og lagde dermed grundstenen til et senere samarbejde. I dag er ostefabrikken vores nærmeste nabo.

Livet på Larzac er gået lidt i glemmebogen; de daværende militante fra Heidelberg er måske gået på pension eller emigreret.
Tilbage er en livskultur, der har klaret sig ind i det 21. århundrede. Udvidelsen blev standset, og resten af Larzac blev overladt til de lokale og de stridende parter. Militærlejren er i dag en europæisk militær træningslejr. Nogle gange skyder man stadig der, eller om natten stiger lysraketter op i luften. De lokale, altså os, kan f.eks. deltage i sportskurser i selve lejren.
Samlivet fungerer.
Selve projektet, som militærmodstanderne står bag, har rørt mig dybt, for det lever, skaber livskvalitet og arbejdspladser.
Uden at de tidligere tyske Larzac-aktivister ved det, køber de i økologibutikken den frugt og de oste, der stammer fra deres tid med timelange protester, og støtter dermed på gammeldags vis det projekt, der præget deres ungdom.
At vide dette gør måske nogle af os tilfredse og glade, og det er også meningen med dette brev fra en osteforhandler på Larzac.